-TOMMY KJELDAHL JENSEN-
KILDEBANDEN
BØGERNE
Det er elementer fra Danmarks-historien, som sætter scenen i Kildebande-fortællingerne. Forhold fra svundne tider inddrages i nutidige handlingsforløb præget af spænding, team-ånd og kampen for det gode.
Spændingsserien henvender sig til børn i alderen 9-14 år.
Kildebanden
ISBN-13: 9788776918415, 116 sider.
Selvom den 12-årige Johan drømmer om store oplevelser i udlandet, må han for femte år i træk tilbringe sommerferien hjemme i landsbyen Gammel Rye.
Dagene snegler sig afsted, men da han styrter på sin mountainbike og finder en kilde i en underjordisk stenhule, tager ferien en helt ny drejning.
Sammen med Martin, Ditte og Isabella går Johan på opdagelse i Kildehulen, og da de fire kammerater kommer på sporet af et tyveri planlagt af de berygtede skaterdrenge, tager begivenhederne for alvor fart.
"Kildebanden er spændende. Fra starten sker der noget ..... historien er god, og får mig til at tænke på Enid Blytons mange spændingsbøger. Det er en god ting."
Rikke Dyrhave Nissen, www.fortaellingen.dk
"Renhjertet retro fra Rye. Det klareste kildevæld springer i Tommy Kjeldahl Jensens mysteriebog. Skal det være retro, så lad det være retro."
Steffen Larsen, Politiken.
Jagten på Klosterguldet
ISBN-13: 9788776914059, 144 sider.
Da Johan, Martin, Ditte og Isabella overnatter i telte på Øm Kloster, sker der mystiske ting. Tre mænd dukker op uden for ruinparken - en gammel professor, et muskelbundt og en mand, der halter. Oplyst af måneskinnet graver de i jorden, men hvad er det, de søger efter?
Den gamle professor taler om ridderen Jens Kanne og om fem skjulesteder, som er nævnt i et efterskrift. Kan efterskriftet have forbindelse til Øm Klosters krønike – den bog, som munkene skrev i middelalderen om klostrets historie?
Kildebanden må i aktion. De tre mænd har indledt en brutal skattejagt, som har rødder tilbage til 1200-tallet, da den griske biskop i Århus pressede klostret for værdier. Efter et overfald på Præsten i Gammel Rye står det klart - mændene er parate til at dræbe ...
JAGTEN PÅ KLOSTERGULDET er en selvstændig fortsættelse af KILDEBANDEN, den første bog i serien om Kildebanden fra Gammel Rye.
”Bogen byder på action og spænding fra første til sidste side. Tommy Kjeldahl Jensen er hjemme i genren og fortæller veloplagt om Kildebandens eventyr. Gammel Ryes lokalhistorie bliver elegant flettet ind i en nutidig handling."
Rikke Dyrhave Nissen, www.fortaellingen.dk
”Kombinationen af realisme og fiktion er tiltalende. Tanken om, at rammerne for historien i virkeligheden har fundet sted, og en kreativ forfatter, som digter videre, rummer potentiale til at nå børn, som ellers har svært ved at finde glæden ved bøger. Med serien om Kildebanden og bog nummer to er der dømt action og overraskelse - og gode diskussioner om Danmarks middelalder, som slet ikke var så kedelig endda.”
Maja Birgitte Lumholtz, Fagbladet Folkeskolen
Operation FASCAS
ISBN-13: 9788771143461, 148 sider.
Det er vinter i Gammel Rye. Da Johan er i Brugsen for at handle, støder han ind i en tysker i sort læderfrakke. Mobiltelefonerne ryger på gulvet, manden er anspændt og hidser sig op. Episoden er hurtigt overstået, men senere på dagen modtager Johan en mystisk SMS:
”OPERATION FASCAS. MØDE I KOMMANDO-BUNKEREN PÅ RYE FLYVEPLADS DEN 13/1 KL 22. PLAN FOR AFPRØVNING. MÅL: GAMMEL RYE. FORVENTET TAB: 400 LIV …”
Det er ikke Johans mobiltelefon!
SMS'en og den forbyttede mobil bringer Kildebanden sammen i deres underjordiske stenhule. Et kapløb med tiden begynder. Ondsindede kræfter er i gang med at færdiggøre et projekt fra 2. verdenskrig, og katastrofen venter forude ...
OPERATION FASCAS er en selvstændig fortælling i serien om Kildebanden.
”Tredie bog om Kildebanden er spændende læsning. Forfriskende at handlingen foregår midt om vinteren uden for en ferie .... Børnene I Kildebanden er forskellige, og det gør gruppen både autentisk og harmonisk ..."
Rikke Dyrhave Nissen, www.Æseløre.dk
”I Operation FASCAS er nynazister på spil I Gl. Rye. De vil tage et våben fra 2. Verdenskrig I brug, FASCAS, som tyskerne eksperimenterede med ved Flyvepladsen. Gl. Rye er I fare, og Kildebanden må I aktion. Læs selv, hvordan det går I den spændende bog, der kan anbefales som højtlæsning for børn og voksne ...”
Aktuelt, Henrik G. Lund